One day af Nick Hornby

Jeg har sukket efter et plot, en form for dybere mening, som ikke lider under den moderne litteraturs fragmentariske udtryk, hvor det bliver mere kunst end nydelse, hvor man som læser er på konstant arbejde efter mening. Nogle gange er det dejligt med en bog, hvis univers man kan blive opslugt af. Hvis karakterer, man kan leve, ånde, føle - og nærmest smelte sammen med. Så på opfordring har jeg kastet mig ud i One day af David Nicholls: 438 udfordrende sider på engelsk. Bogen er fra 2009, og siden filmatiseret i 2011 (hvilket fortæller lidt om dens succes!).

Da jeg stod i boghandlen, kunne jeg lige så godt have købt den oversatte udgave kaldet Samme dag, næste år - endda til billigere penge, men der er noget over dét at læse en bog på originalsproget. Ikke en oversætters ord, men forfatterens egne. Det fortrød jeg, at jeg ikke gjorde, da jeg læste Eat Pray Love af Elizabeth Gilbert, så nu er jeg gået all in, og juletiden er jo perfekt til fordybelse ind imellem julefrokoster, glögg og æbleskiver.

 

Bogen handler om den unge Emma og den jævnaldrende Dexter. Som titlen refererer til, møder vi dem én dag - 20 år i træk. Første dag er den 15. juli 1988, hvor de begge er blevet studenter. Derefter går deres liv i forskellige retninger, men der er alligevel noget, der binder dem sammen. Det er en smuk fortælling om livet, drømme, venskaber, kærlighed og dét at finde sig selv - og hinanden. Hermed gives opfordringen videre med denne lille appetizer:



"The trick of it, she told herself, is to be courageous and bold and make a difference. Not change the world exactly, just the bit around you. Go out there with your double-first, your passion and your new Smith Corona electric typewriter and work hard at ... something. Change lives through art maybe. Write beautifully. Cherish your friends, stay true to your principles, live passionately and fully and well. Experience new things. Love and be loved if at all possible." (s. 12-13)

 

 

Naja Marie Aidt

Hendes seneste udgivelse hedder Sten saks papir. Genial titel! Elsker dynamikken og associationerne tilknyttet det at slå "sten, saks, papir".

Allerede i gymnasiets første år blev jeg betaget af Naja Marie Aidt, da jeg læste Bavian, som udkom i år 2006. Så betaget og begejstret, at jeg besluttede mig for at bruge novellesamlingen i den større skriftlige opgave i 2.g: Om individet i det senmoderne samfund. Herunder Aidts skildring af mennesket som omklamrende angstdyr.

Bavianer - og mennesker som omklamrende angstdyr.

 

Aidt er om nogen provokerende og spot on. Det er lækker læsning og stemningsfuld ordstrøm:

"Det blev mørkere, mere regnfuldt, koldere. Jeg var sat i stå. Anfaldene kom over mig. Jeg vågnede midt om natten ved mit hjertes vilde galop, skrækslagen, sikker på at mit sidste øjeblik var kommet. Eller jeg sad på sengekanten i halvmørket, febrilsk søgende efter min puls, overbevist om at jeg var død, at der altså ingen udfrielse var, at evigheden var her, på denne klode, i denne fugtige lejlighed, og jeg fantaserede om, at det sidste øjeblik et menneske er i live, bliver til evighed når man dør." (Bavian, s.113)

Siden anskaffede jeg mig digtsamlingen, Alting blinker (2009), med næsten lige så stor begejstring som Bavian, og jeg kan ikke vente længere med at få læst hendes første roman, Sten saks papir, der udkom i august (2012).

Mand portrætteret af kvinde

Hvis ikke jeg kendte Josefine Klougart fra den litterære verden, var jeg nok ikke stødt på hendes fotografsøster, Sofie Amalie Klougart: Ligeså ambitiøs, ung og kreativ som Josefine, men endnu mere vovet med sine fotoserier.

Særligt hendes "mand portrætteret af kvinde", som jeg kalder det, er jeg helt vild med, hvor hun gennem to år har taget billeder af sin kæreste. Idéen er manden som objekt og ikke kvinden, der traditionelt set har været portrætteret af mænd (også kendetegnende for den litterære verden).

Med Sofie Amalie Klougarts fotoserie er det som om, vi kommer ind bag lukkede døre og duggede ruder. Et intimt rum, hvor manden blottes:

Les intouchables - "De urørlige"

Fransk film, når det er bedst. Livsbekræftende, smuk og rørende, og samtidig befriende humoristisk i al sin alvor.