Philip Roth har skrevet den selvbiografiske roman: En søns far. Egentlig er originaltitlen Patrimony. A True Story (1991), som i første omgang blev oversat til Fædrenearv, men pga. sammenfald af titel med Marguerite Yourcenars erindringer, kom Philip Roth op med et nyt titelforslag til Gyldendal: En søns far. Da jeg ønskede mig bogen i fødselsdagsgave, blev jeg ringet op af min egen far, der sagde: "Du har skrevet En fars søn på ønskesedlen, men hedder den ikke En søns far?” – ”Jojo”, svarede jeg, som om det var en meget lille detalje, han ikke havde behøvet at ringe mig op for at få bekræftet. Efter at have læst romanen er jeg dog kommet på andre tanker. Det er netop faderen, der er i centrum – det er en søns far, og ikke en fars søn, der skildres.
Herman Roth, den stærke og stolte jøde, svækkes af en hjernesvulst, der upåagtet har vokset sig større og større gennem de sidste ti år, og nu har forårsaget blindhed og lammelse i ansigtet. Sønnen, Philip Roth, tager sin læser med tilbage til de sidste to år af faderens liv. Her følger vi op- og nedture, både hvad angår sygdomsforløbet og forholdet mellem far og søn. Det er ikke en trist skildring, men snarere en hyldest til livet – det ene liv, mennesket får – og den far, som Philip, selv efter hans død, forsøger at lære bedre at kende gennem sproget: Ved at sætte ord på den far, han aldrig helt kom til at forstå pga. en vedvarende udvidelse af den mentale kløft mellem de to siden high school-årene.
Philip tilhører de sønner, der, når de jævner med jorden, ikke gør det "med rasende knytnæver eller skånselsløse planer eller sindssygt omsiggribende vold, det er med vores ord, vores hjerner, vores mentalitet, med alt det der har frembragt det iøjnefaldende svælg mellem vores fædre og os, og som de selv har puklet for at give os.” (s. 120). Herman Roth har selv kæmpet sig opad uden uddannelse, han blev forsikringsmand og arbejdede for det samme forsikringsselskab i fyrre år, og nægter at betale $3,5 pr. dag for at se tv på hospitalsstuen, nu hvor han er indlagt. Det er denne mand, romanen skildrer med en kærlig, humoristisk fortællerstemme. Som farens konstante og stigende kritik af Lil, der er hans anden kone efter Philips mors død. Fx gengiver fortælleren en telefonsamtale mellem faren og Philip selv, der udspringer af farens uberettigede kritik af Lils manglende evne til at købe en melon. Det udvikler sig til en længere samtale, hvori Philip gør det klart over for sin far, at det er en menneskelig svaghed at købe en dårlig melon: ”Vi er ikke skabt til at købe meloner.” (s. 157).
Philip har frabedt sig at tage del i arven, men nages alligevel af sin egen beslutning, idet det får ham til at føle sig afvist af sin egen far. Imidlertid figurerer barberkruset med initialerne ”S. Roth 1912”, som har tilhørt farfaren, Sender Roth. Pakket ind i brune papirposer, hvorpå der med store ujævne bogstaver står ”Fra en far til en søn”, forærer Herman sin søn barberkruset, han selv engang stjal fra sin egen bror. Philip arver barberkruset og sin fars ord: ”Man må ikke glemme noget som helst.”. Et menneske er gjort af erindringer, og gennem erindringerne vækker Philip sin egen far til live i romanen, der samtidig er en afsked med faderen.
Selvom romanen gør opmærksom på, at der er tale om en sand historie, afslører fortælleren, at det også blot er en historie. En selvbiografisk roman er netop kendetegnet ved at være en skøn blanding mellem fri fantasi og sandfærdige beskrivelser. De fiktive elementer er på én gang både med til at underbygge historiens autenticitet og afsløre dens manglende troværdighed ved nøje beskrivelser af miljø, personer og samtaler m.m. Det er så nøjagtigt gengivet og detaljeret, at det (også) må være fiktivt. Forfatteren er netop ikke forpligtet til at skrive sandheden på samme måde som i den klassiske selvbiografi. I En søns far kommer nogle af forfatterens, Philip Roths, overvejelser således med ind i fortællingen, idet han overvejer om, det er ”fortællemæssigt rigtigt” (s. 54), og på den måde gøres læseren opmærksom på, at der står en forfatter bag fortællingen; én, der udvælger, hvad læseren bliver delagtiggjort i. Vi kan i bund og grund ikke vide, hvad og hvor meget der er opdigtet. Det er netop det fascinerende og fængende ved denne romantype.
