Brøgger og Llambias i en smeltedigel

Siden sidst har jeg læst Suzanne Brøggers Kærlighedens Veje & Vildveje uden synderlig stor begejstring. Jeg fik inspirationen til at læse den, da jeg stødte på Pablo Llambias' Kærlighedens Veje & Vildveje, som er en slags hyldest til Suzanne Brøgger, idet ordene på omslaget er akkurat de samme, og forsidebilledet er Llambias klædt ud som Suzanne Brøgger, mens indledning samt flere afsnit er den rene gengivelse af den tidligere udgave. Meget finurligt. Jeg er imidlertid ikke kommet i gang med at læse Llambias' udgave endnu; jeg håber dog, den er bedre end sin forgænger. Selvom det er interessant at se, hvordan stærke og moderne kvinder som Suzanne Brøgger allerede dengang i 70'erne forsøgte at rokke ved selvsamme kvinde- og kønsbillede, som flere af nutidens feministiske forfattere såsom Mette Moestrup arbejder med i dag. Det får én til at tænke: Hvor langt er vi egentligt nået "siden sidst"? Måske er det i virkeligheden manden, der har ændret sig siden 1975... og ikke så meget kvinden?

Suzanne Brøgger

Pablo Llambias