Det var på Roskilde festival, at jeg besluttede mig for at læse Christina Hagens White Girl. Under en litterær event på festivallen tog Mette Moestrup, Olga Ravn og Stine Pilgaard White Girl op til diskussion. De forstod ikke sproget: Hvorfor den hvide pige (jeget) taler såkaldt perkerdansk: "Jeg forlange: Du mig behandle som den ligeværdig menneske. Jeg forlange: du åben den øjen og du den syn for den sandhed få." (s. 20)Mit bud er, at det måske er et forsøg på at sige, at verden ikke er så sort-hvid, som vi gør den til (ligesom omslaget med sort skrift på kridhvid baggrund). Den hvide er fremmedgjort og "perker" her. Derfor taler hun gebrokkent: Muligvis et produkt af globaliseringen, da hun er en verdensborger og rejser rundt fra sted til sted og sender postkort (illustreret på omslagets inderside) adresseret til tilfældige mennesker, hun møder på sin vej. Det er såvel fordomme og forholdet mellem sort-hvid som mellem mand-kvinde, der tematiseres: mislykket kommunikation og overskredne grænser. Det er ikke en æstetisk nydelse at læse, men provokerende, så det driver ned ad væggene!
