Jeg har kastet mig over den unge og omtalte forfatter, Josefine Klougart. Det er hendes debutroman Stigninger og fald, jeg er i gang med. Hun er uden tvivl dygtig, men den fanger ikke helt. Meget beskrivende og uden en egentlig handling. Jeg må indrømme, at den ikke kalder på at blive læst færdig. Der er ligesom ikke noget plot, der holder én i gang. Snarere tværtimod: Der er en dvælen ved detajlerne, som næsten trækker tiden ud:
"Ingen farver er fremmede, victoriablommernes kinder er røde, grønne, gule, blå, som fiskeskæl blå, ingen farver er udelukket. Jeg hælder dem fra spanden ned i vasken, skyller dem som kartofler under hanen og løfter dem i store håndfule over på viskestykket. Samler hjørnerne to og to og løfter høsten op og hen over skålen. Blommerne er tunge som en slap krop i klædet, en kat, man løfter med tæppet af sengen..." (s.50)
