Naja Marie Aidt

Hendes seneste udgivelse hedder Sten saks papir. Genial titel! Elsker dynamikken og associationerne tilknyttet det at slå "sten, saks, papir".

Allerede i gymnasiets første år blev jeg betaget af Naja Marie Aidt, da jeg læste Bavian, som udkom i år 2006. Så betaget og begejstret, at jeg besluttede mig for at bruge novellesamlingen i den større skriftlige opgave i 2.g: Om individet i det senmoderne samfund. Herunder Aidts skildring af mennesket som omklamrende angstdyr.

Bavianer - og mennesker som omklamrende angstdyr.

 

Aidt er om nogen provokerende og spot on. Det er lækker læsning og stemningsfuld ordstrøm:

"Det blev mørkere, mere regnfuldt, koldere. Jeg var sat i stå. Anfaldene kom over mig. Jeg vågnede midt om natten ved mit hjertes vilde galop, skrækslagen, sikker på at mit sidste øjeblik var kommet. Eller jeg sad på sengekanten i halvmørket, febrilsk søgende efter min puls, overbevist om at jeg var død, at der altså ingen udfrielse var, at evigheden var her, på denne klode, i denne fugtige lejlighed, og jeg fantaserede om, at det sidste øjeblik et menneske er i live, bliver til evighed når man dør." (Bavian, s.113)

Siden anskaffede jeg mig digtsamlingen, Alting blinker (2009), med næsten lige så stor begejstring som Bavian, og jeg kan ikke vente længere med at få læst hendes første roman, Sten saks papir, der udkom i august (2012).

Mand portrætteret af kvinde

Hvis ikke jeg kendte Josefine Klougart fra den litterære verden, var jeg nok ikke stødt på hendes fotografsøster, Sofie Amalie Klougart: Ligeså ambitiøs, ung og kreativ som Josefine, men endnu mere vovet med sine fotoserier.

Særligt hendes "mand portrætteret af kvinde", som jeg kalder det, er jeg helt vild med, hvor hun gennem to år har taget billeder af sin kæreste. Idéen er manden som objekt og ikke kvinden, der traditionelt set har været portrætteret af mænd (også kendetegnende for den litterære verden).

Med Sofie Amalie Klougarts fotoserie er det som om, vi kommer ind bag lukkede døre og duggede ruder. Et intimt rum, hvor manden blottes:

Les intouchables - "De urørlige"

Fransk film, når det er bedst. Livsbekræftende, smuk og rørende, og samtidig befriende humoristisk i al sin alvor.